Fram-ekspedisjonen

Fridtjof Nansens forunderlige lege

Fridtjof Nansen hadde kontroll på «Fram»-mannskapets dagbøker. Men skipslegens dagbok fikk han aldri kloa i. Henrik Greve Blessings notater er både morsomme, avslørende og sarkastiske - også Nansen får gjennomgå der.

Henrik Greve Blessing (1866-1916) var skipslege ombord på «Fram» under den berømte ekspedisjonen fra 1893-1896, ledet av Fridtjof Nansen. Han skrev dagbøker i store deler av sitt liv, også på «Fram»- ferden. De er nå samlet i boken Legen på «Fram». Henrik Greve Blessings dagbøker og brev (No Comprendo Press, 2013). John David Nielsen arvet Blessings arkiv og har satt sammen boken. Den består av avskrift av «Fram»-dagbøkene. Så følger «Historia Morbi», som er Blessings nedtegnelser om sin morfinisme og sykdomshistorie. Boken avsluttes med brevvekslingen mellom Blessing og Nansen, og utdrag fra Blessings siste dagbok. Her følger noen av hans dagboksnotater:

4. januar 1895
(…)
Vi fik i Aften udleveret hver vor Sæk til Klæder og private Smaating for det Tilf. at vi skulde maatte forlade Skuta. Sækken indeholder af Klæder Underbenk. af Uld 2, Uldskjorter 2, Strømper 2 Par. En ulden Hættetil at trække over Hovedet. 1 graa impregneret Vadmelsdragt. En Jægers Uldvest og 1 Par Finnsko og 1 Par Komager. Jeg glemte at nævne en Kamelhaarstrøie,der ogsaa fandtes i Sækken. Vi er altsaa kommet til «Sækken»» som der har været saa megen Tale om her ombord – og i hvilken Forbindelse? Jo: Tegethoffkarene, som havde svagere Skute end vi, men som vist – efter Payers Beskrivelse – havde ligesaa megen Skruing som vi har havt og kanske vel saa det – De havde sin Sæk parat og rendte paa Dæk med den saasnart Skruingen begyndte. Dette har Dr. N. railleret over mange Gange under Maaltiderne – saa vi alle har hørt paa det. Og nu! Saasnart det begynder at røre sig i Isen gaar han igang med at sy «Sække»og gjøre alt klart til at gaa fra borde – noget han skulde gjort strax vi kom fast Høsten 93.

Netop som jeg skriver dette (Kl. 11 ½ Aften) beg. Isen atter at rørepaa sig, det smaaknager og brøler dumpt rundt omkring og det ryster nuog da i Skuta, naar hun faar en «Trøk». Ja Ja! «Fram» begynder at føleKjærligheta nu! Og da er det godt at være stærk og ikke falde tilfode vedførste bedste Angrep!

5. januar 1895
Kl. 1 Morgen. Min Vagt er nu endt! Gid næste Mand maa være heldigere end jeg – for jeg kunde ikke standse Skruingen, det har trykket og brudt og knistret og pebet hele Vagten og om Bagbord er der nu snart ligesaa mange Sprækker som der er Haar paa Hausen min. Skrugaren rykker nærmere og nærmere – idet den skyver en Del Sne – den løse Snespanen – foran sig, kun tre Skridt var der nu igjen til «Løbegraven» foran Hundehusene. Vandet i og foran disse er steget d.v.s. Isen er sunket.Skuta er nu løsnet paa hele St.b. Side og har faat lidt mere Slagside over til Bagbord (4 ½ Grad nu mod 4 før). Intet er saa irriterende i Verden. Det er som Bøigen i «Per Gynt». Nei heller slaas paa Livet med en Bjørn, Tiger,Løve eller en djævelsk Elefant fremfor dette seige, sleipe, usikre! Dette Favntag som er saa stærkt, men falskt.

Jeg ligger og læser i Sofus Aars: «Skovinteriører» om naar Rødkjælken fik sit røde Bryst og sin sørgmodige Sang, men nu gir jeg Døden og Djævelen baade i Rødkjælken og Skruing, tar mig en Dram Curacao og gaar til Køis, for muligens at bli purret ud af «Fram» sjøl Godnat!

Aftenen: Ja ganske rigtig! Kl. 6 idagmorges purredes alle Mand ud for at bringe Proviant til Storkosset, og Storflaket i Læ af dette. Alle de Kasser som igaar aftes blev stillet op paa Fordækket i Nærheden af St.b. Svalkelem, blir lempet paa Isen og kjørt afsted: Alt gik som en Røg og i god Orden. Skrugaren var da rykket frem til Hundehusene, havde saaledes ganske fyldt «Løbegraven», havde blokeret B.b. Svalkelem og Skuta havde faat mere Slagside over til B.b. idet den voxende og fremrykkende Skrugar brød Isen under sig. Dagen anvendtes til at gjøre os videre klare til for Alvor at forlade Skuta ifald den skulde skrues ned eller ramponeres: Sækkene sattesparate i Salonen. Soveposer, Ulveklær, Komager, Finnsko, Lys, Rifler, Patroner, Kogekar, Spiritus, Værktøi, Kajaker, Kjælker o.s.v. sattes parat. Jeg pakkede en Sæk med Bandagesager, gjorde et Udvalg af Instrumenter og fik⅓ af mit Medicinforaad paa Isen. Desuden tog jeg vare paa Resultaterne af mine Blodundersøgelser, Veininger, CO2 Bestemmelser og Algefangstenfra i Sommer. Dagen har forløbet rolig og vi spiser Aftens til vanlig Tid.

6. januar 1895
Ja vist det blev en rolig Aften den igaar ja! Menigheden havde netop tændt sine Piber og jeg en Cigar for dog at faa nyde den ombord endnu en Gang og vi havde netop bragt vore mødige Corpora i en behagelig horizontal Stilling, da det pludselig begyndte at skrue voldsomt Kl. 7 a 7 ½ Aften. Vi kunde lige fra Beg. af høre at der denne Gang var mere endvanlig Alvor i Isens Bevægelser. Johs. stod netop i Begreb med at vaske sig til Søndagen, men maatte fly fra Byssa med Lorten paa sig; i en Fart kom en Del af os paa Dæk. Skrugaren var da rykket ind til Skutesiden og Storisenbegyndte at gaa paa. Det knagede og bragede, rystede og hoppede –saa det var rent «nifst» at være ude, men vi maatte have med os vore Sager og prøve at tage det roligt. Snart kom Nansen ned igjen og skreg i Døren:«Alle Mand paa Dæk»! «Op med Sækkene og gaa ud St.b. Svalkelem». I en Fart havde nemlig Skrugaren rykket op til Rækken, baade paa Fordæk og Halvdæk, og havde ikke Seilet holdt, saa havde vi faaet en Masse Sne og Is ind paa Dækket. Hundene truedes et Øieblik stærkt og havde Seiltaget over Fordækket gaaet, saa vilde en stor Del af dem blit skruet ned i «Castellgarden»(1). Dr. N. fik revet op Døren til «C.g» og en større Del af Hundene rusede nu ud paa Fordækket og til dels forsvandt de som Raketter ud gj. St.b. Svalkelem, men en Del f.r omkring i Castellgarden og fant i Forfjamselen ingen Udvei, saa at Petterson maatte gaa ind under det usikre Tag og jage dem ud. Da Peder Heiken saa at Isen naaede op paa Rækka og beg. at tynge Seilet tog han en Spade og vilde gi sig til at skuffe undaf, men det gik saa fort med Isens Avancement, at H. og Isen og Spaden og hele Greia blev slængt op paa Seilet som smaa Ulddotter. Hansen som stod paa Sprang forat assistere Heiken med nok en Spade, saa dette og gjorde Vendereise. Snart kom Nansen til og foreholdt Heiki det unyttige i hans Arbeide og at det var bedre at anvende nogle Hestkræfter andetsteds. Heldigvis standsede Skruingen ligesaa pludselig som den havde begyndt. Det Hele stod neppe paa i mere end 5 Minutter. Men i disse faa Øieblikke havde de frygtelige Naturkræfter kastet op en Skrugar paa sidenaf «Fram» der naaede op til anden Vevling i Storvantet og gik opunder Daviderne paa Halvdækket om B.b. Den der hængende Petroleumsbaad var flyttet bort paa Storflaket om Aftenen – det var det sidste vi gjorde –og det viste sig nu at være paa høie Tid. Desuden havde Skruingen løftet Skuta over 1 Fod forud og rettet Slagsiden fra 7 o til 6 1/8 (som den nuhar). Da vi var saa nogenlunde færdige med Redningsarbeidet og alt igjenvar roligt, gik vi alle ombord og Vagt blev som vanlig sat med Ordre til at purre ud ved første Tegn til Skruing. Alle Mand laa i fuld Hyre. Dørene stod aabne og Lygter tændte. Det var ryddiggjort i Gangen om St.b. over Bibliotheket, for det Tilf. at Isen skulde stænge Udgangen om B.b. Natten forløb imidlertid roligt og alle Mand fik hvile sig ud efter Sjauen. Idag er det Søndag og vi har anvendt Formiddagen til at sove ud og i Efterm. tog vi fat paa at rydde op i Skrugaren idet al Sne og Is paa Seilet toges bort og Rækken gjordes klar forifra agterover saa langt vi rak. Iaften fik Hansen en Observ. der gav en Br: 83o 34 --- hvilket gav Anledn. til en Spiritusbolle og andet Traktement. I Kvæld er Stemningen livligere end vanlig p. Gr. af at vi nu har slaat Lockwoods Record med 10 Min.

26. februar 1895
(…)
Da jeg igaar (Søndag) Form. kom paa Isen for at spadsere, blev jeg opmærksom paa noget, der i høieste Grad slog mig som paa en Gang komiskt og sørgeligt. 6 menneskelige Skikkelser saaes at bevæge sig paa Issletten og jeg selv blev den 7de. Hundene sprang hid og did, legende med hinanden eller springende fra den ene Figur til den anden for ommuligt at faa nogle Kjærtegn. Andre laa opkveilede i Ly af en Snefon. Men alle Skikkelser spadserede hver for sig – holdende en bestemt Rute og velvogtende sig for at komme ind paa Naboens «Interessesfære» (som de europ. Magter kalder de Dele af Africa, som de har seet sin Chance til atstjæle til sig). Paa min igaar nævnte Skisse vil de forskj. spadserende findesoptegnede. Henriksen og Bentsen der som hørende til en og samme By kan betragtes som solidariske og udgjørende en «Magt» gik sammenefter Linien c – d, Nordahl og Amundsen, der for Øieblikket danner en Slags Aliance – idet de visstnok begge føler sig temmelig excluderede og allenestaaende – af hvilken Grund de har sluttet sig sammen som sagt i en Slags defensiv Aliance, disse to gik op og ned i hviskende, menneskefiendtlig Samtale efter Linien a – b. «Deres Haand er imod alle og alles Haand er imod dem.» – Gjælder spec den lille Blæra, der ikke synes han kan nedlade sig til at bemænge sig med sine Lugarkamerater og som i sine hovne, naragtige Bestræbelser for at hævde en vis Ligestillethed med «de høiere» er kommen til at indtage en separat Stilling. Han er altid fornærmet og visse Rynker og Mundstillinger, løftede Øienbryn o.s.v. som tilsammen danner Billedet af et krænket Ansigtsudtryk er blit permanente ligesom en stivnet Maske. Kapt. ilede hastigt med smaa pernittengryn Skridt op og ned ad en ny Rute, han har opdaget i Linien i – j. Mogstads spænstige Gang saaes at aftegne sig mod den dæmrende Himmel idet han bevægede sig op paa en Snefon, som er dannet i den sidste Uge paa B.b. Baug – efter Linien k – l. Da «Aliancen» maaske ikke uden krigeriske Hensigter havde --- min vanlige Rute: a – b tog jeg min Tur efter Linien g – h, der viste sig at være en meget lun og koselig Rute i Ly af Snefonen. Dog trænger den lidt Oparbeidelse. Dette at vi alle gaar slig som vilde dyr i Bur hver for sig efter visse Linier karakteriserer fortrinlig vor Sindstemning og staar i stærk Modsætning til Hundene, der legende og fornøiede boltrede sig om hinanden i det bedste humør.

29. februar 1896
(…)
Kapt. sagde ikvæld, at han nu var af den bestemte Formening, at vi vilde slippe fri i Sommerens Løb. Jeg blir aldrig træt af at udbryde: Ja Gudgive det blev Tilfælde – du store Gud, hvor deiligt det skal bli at komme tilbage blandt civilisatoriske Forhold igjen! At snakke med andre Mennesker, at se i Butikker, røge Cigarer, koge sin Mokka efter Middag (jeg vil absolut have Mokka de første Maaneder) og dertil drikke min Munk, Curacao eller Chartreuse og saa sidde magelig henslængt i en amerikansk Lænestol med blødt Skindtæppe, eller et elegant Luretæppe i, og saa læse Aviser, Tidsskrifter, Journaler og fremforalt Pløie igjennem mine opsamlede Hefter af Salomonsens Konversationslexikon! Hvilket prægtig Værk! Hvilke udmærkede Billeder, Specialkarter og Tegninger af Maskiner o.l. Jeg glæder mig overordentlig til at faa gaa igjennem dette Værk. Det er vel kanske næsten færdigt nu? – Ja det skal bli herlige Dage; jeg vil leie mig ind paa Holmenkollens Sanatorium og saa sidde der og skrive paa Beretningen i Ro og Mag – borte fra alt Rend paa Dørene og fra Larmog Leven i Gader og Gaardsrum, vel forsynet med arctisk Literatur. Den electr. Jernbane er vel færdig nu saa det er let at komme til og fra Byen. Ak! hvilke Dage, hvilke overlykkelige Tider, vi har i Vente!